Spring til hovedindhold
← Alle historier

Valbyparkspejderne prøvede Oase i én gren, før hele gruppen flyttede med

Jesper Voigt Vadskær i spejdertørklæde puster ild i et bundt hø på en lejr

I dag foregår så godt som al kommunikation i Valbyparkspejderne på Oase. Hver gren har grupper for forældre og ledere, og lejre og arrangementer planlægges i deres egne oaser. De store spejdere har oaser for sig selv, hvor forældrene ikke er inviteret, og hvor lederne ikke blander sig.

Sådan har det været siden august 2026. Året før var det kun mikrogrenen, der havde flyttet sig. Resten af gruppen kørte videre på Facebook og mail.

Hvorfor skifte væk fra Facebook

Facebook var ellers let at bruge, og mange forældre var der i forvejen, men ikke alle. Flere og flere forældre og ledere havde fravalgt Metas platforme, og gruppen ville også gerne væk fra en platform, der lever af reklamer.

“Vi har bl.a. en meget aktiv leder, som har fravalgt sociale medier. Derfor gik al kommunikation med hende gennem hendes mand, som også var spejderleder. Det fungerede, men selvfølgelig ikke optimalt,” fortæller Jesper Voigt Vadskær.

Et år i mikrogrenen

Mikrogrenens ledere fandt Oase, da de søgte efter alternativer. De gik ind til det med åbne øjne.

“Vi var bevidste om, at det nok ikke fortsatte som en gratis platform, men selvfølgelig i tvivl om udgiften. Vi forventede også, at der måtte være børnesygdomme og funktioner, som ikke fungerede lige så godt kommunikationsmæssigt som Facebook,” siger Jesper.

Året i mikrogrenen blev prøven for resten af gruppen. I sommeren 2026 kiggede lederne på andre løsninger, men ingen af dem virkede lige så godt. Kravene var en sikker platform for børn og unge, ingen reklamer, helst dansk og GDPR-sikker. Gruppen ville ikke selv sidde med ansvaret for persondata.

Sådan kom forældrene med

Lederne var med til at træffe beslutningen, så de var lette at få med. Forældrene hørte om skiftet på et opstartsmøde, hvor der lå QR-koder klar til de forskellige grupper. Bagefter fik alle forældre en mail, og i de første uger var QR-koderne med til spejdermøderne. De gamle kanaler blev kun brugt til at sige, at der lå nye beskeder på Oase.

Én ting ville Jesper gøre anderledes.

“Vi fik taget beslutningen om at overgå til Oase lige inden opstarten. Det betød, at mange spejderledere ikke var på platformen, da vi begyndte at få forældre ind på den. Overgangen havde været bedre, hvis vi havde taget beslutningen bare et par uger tidligere.”

Nogle oprettede sig også uden notifikationer og reagerede ikke, når lederne skrev. Forældre, der glemte at skrive barnets navn og gren efter deres eget, kunne ligeledes være svære at få fat i. Til gengæld når gruppen nu forældre og ledere, som de før ikke havde kontakt med mellem møderne.

Da to grene skulle på lejr sammen, fik lederne en oase alene til lejren. Bagefter bliver deltagerne meldt ud, men gruppen bliver liggende. Næste år kan de nye ledere læse evalueringen og om sidste års udfordringer.

Ude af Metas klør

Spørger man Jesper om det bedste ved Oase, er svaret kort:

“At vi er ude af Metas klør.”

Helt i mål er de ikke.

“Generelt har folk været meget tilfredse med overgangen, men nogle ledere ‘giver op’, hvis der er for mange notifikationer,” siger Jesper.

Gruppen arbejder også stadig på at få folk til at svare på et indlæg i stedet for at lave et nyt, så snakken om et emne bliver samlet.

Hans råd til en anden spejdergruppe:

“Platformen kan alt det, den skal kunne for en spejdergruppe, og den er meget let at gå til. Sørg for at få ledere og frivillige over på platformen først, og lær dem op i, hvordan de skal bruge den, herunder hvilke oaser der er til beskeder, og hvilke der er til småsnak og kommentarer.”

Vil I også have et roligt sted til jeres fællesskab?

Opret en oase