Spring til hovedindhold
← Alle historier

Mød Jonna fra Art Studio Aarhus

Jonna maler foran sit staffeli i Art Studio Aarhus' værksted

I deres kreative værksted i det centrale Aarhus mødes de i dag ca. 20 medlemmer om kunsten. Om at formidle egne oplevelser, tanker og følelser ved hjælp af farver og former.

De tager sammen på museer, gallerier og ferniseringer i hele landet. Og nogle gange stabler de deres egne events på benene og udstiller værker individuelt eller sammen under et fælles tema.

Men vigtigst af alt: De har det skidesjovt undervejs.

Udover gruppens fysiske hjem i Frichsparken, så lever kunstnerfællesskabet digitalt på Oase. Her deles der tips, inspiration og nyheder om spændende nye udstillinger. Det er også her, hvor aktiviteter planlægges og koordineres.

“Det skal være let at gå til - også for folk, som ikke er særligt teknologisk funderet. Og her er Oase bare super brugervenligt og intuitivt at bruge”, siger Jonna over et online-kald til en snak om, hvordan Art Studio Aarhus fandt vej til Oase.

“Siden starten af 2026 var vi flere, der havde snakket om alternativer til vores facebookgruppe. Der var mange forskellige motiver i spil: techgiganternes magt, reklamer, overvågning, falske informationer, AI-modellers udnyttelse af fotos, billedmaterialer, kunst og musik på sociale medier. Og Trump!”, tilføjer Jonna.

Hun erkender, at ikke alle i fællesskabet var lige ivrige efter at prøve noget andet. Facebookgruppen virkede jo fint. Det kender man i forvejen.

Selv var hun da også lidt bekymret i forhold til, om der nu overhovedet var nogle alternativer, der var modne nok. Hun havde hørt om og også afprøvet et par af de nye europæiske platforme, der spirer frem, men var i tvivl om, det var for tidligt at flytte derover.

“Men på den anden side kan vi jo først teste det rigtigt, når vi alle sammen bruger det i praksis.”

Så de aftalte en tre måneders prøveperiode, hvor hele gruppen kunne teste Oase sideløbende med deres Facebook-gruppe. Bagefter kunne de bedre træffe beslutningen om at skifte eller ikke at skifte.

Jonna havde allerede oprettet en oase med de to andre initiativtagere. Og i starten af maj 2026 inviterede de resten af fællesskabet ned i værkstedet for at få alle med ombord på Oase.

“Det var meget ligetil at downloade app’en og oprette sig. Det hjalp også, at vi sad sammen fysisk og kunne hjælpe hinanden godt i gang”, husker Jonna fra opstartsmødet.

På mødet lykkedes det for alle interesserede medlemmer at komme i gang på Oase. Hun fremhæver et par ting, som initiativtagerne gjorde klart for resten af fællesskabet på opstartsmødet:

“På mødet understregede vi, at vi altid ville stå til rådighed for medlemmerne med hjælp og vejledning til Oase.”

Udover at tilbyde teknisk hjælp, så understregede de, at der blot var tale om en prøveperiode, og at medlemmerne hverken behøvede at forlade eller slette Facebook og Instagram. Og så var det vigtigt at få fortalt de andre om, hvorfor flere af dem ønskede at flytte fællesskabet fra Meta til Oase.

I dag nærmer Art Studio Aarhus sig enden på deres prøveperiode. Snart skal de mødes og tage en status på, hvordan det er gået. Står det til Jonna, så fortsætter de med at bruge Oase.

“Nogle bruger det meget, andre kun sporadisk, men det var også tilfældet på Facebook. Langt de fleste er glade for at bruge Oase. Vi mangler stadig at få de sidste med, men personligt tror og håber jeg, at de også kommer med på et tidspunkt.”

Vil I også have et roligt sted til jeres fællesskab?

Opret en oase