Mød Tue fra forældrerådet i en 4. klasse

Tue er far til en dreng, der nu går i 5. klasse. Da sønnen gik i 4. klasse, og de fleste var udstyret med en telefon, startede snakken i klassen.

“Der begyndte det at røre på sig, at eleverne gerne vil starte en klasse-chat. Og nogen begyndte at snakke om Snapchat og WhatsApp,” siger Tue.

Han havde selv installeret Snapchat på et tidspunkt for at se, hvad det var. Hans ældste datter brugte allerede Snapchat og havde været på platformen i nogle år på det tidspunkt.

“Det var jo ligesom at træde ind ad døren til en lidt irriterende fest: blinkende, støjende og op i ens ansigt hele tiden. Det bekræftede for mig, at vi måtte gøre en indsats for at finde en anden løsning,” fortæller Tue.

Så han begyndte at lede efter alternativer og fandt Oase. Først testede han Oase af sammen med et par andre forældre, der delte hans bekymring omkring Snapchat. Tue var en del af klassens forældreråd, og efter en lille testperiode var de klar til at præsentere Oase for resten af forældrene.

“Det lykkedes delvist at vinde forældrene over i første omgang, vil jeg sige,” siger Tue.

Nogle var entusiastiske for et sundere digitalt alternativ til klassen, andre forældre sagde ingenting. Men ingen var decideret imod, at børnene skulle prøve Oase af.

“Og her blev det altså til et stiltiende samtykke.”

Fra nogle var reaktionen: Jeg magter ikke endnu en app på min telefon. Nej, men sat lidt på spidsen: gæt hvorfor? Fordi mobilen allerede bombarderer dig med input og notifikationer. Det handler om at skrue ned, og det hjælper Oase faktisk med.

Tue tror særligt, at timingen i forhold til børnenes alder var årsag til, at det overhovedet lod sig gøre.

“Jeg tror, det var nødvendigt at få ideen om Oase som klassechat på banen i 4. klasse. Der var eleverne stadigvæk så unge, at vi kunne komme som forældre og præge beslutningen: ‘vi synes, I skal prøve Oase af – lad os finde ud af det sammen.’”

Men hvordan kom børnene så helt konkret i gang på Oase?

Tre-fire forældre lavede en aftale om at mødes på skolen en eftermiddag efter skoletid sammen med børnene.

“Vi havde pakket kiks og taget saftevand med. Og så havde vi lavet en oase, som allerede var gjort klar.”

Forældrene fortalte, hvordan de forestillede sig, det kunne fungere. Så gik børnene ellers i gang med at oprette sig og hjælpe hinanden. Efter en lille time var de alle oprettet, og de havde skrevet fire-fem regler for, hvordan chatten skulle bruges. Blandt andet at man ikke skriver til hinanden i gruppens “stilletid” mellem kl. 20 og 06, og at man bruger sit rigtige navn og profilbillede.

Kun to fra klassen kom ikke med fra start, og det er der egentligt ikke gjort noget større nummer ud af. Det er frivilligt at være med, og de kan melde sig ind, når og hvis de vil. Et par forældre står som hjælpeadministratorer i klassechatten og kan gribe ind, hvis noget løber løbsk. Det har de dog aldrig haft brug for.

Det, børnene skriver om, er ofte: “Er der nogen, der skal med ud og spille fodbold? Eller op i den lokale sportshal og spille badminton? Er der nogen, der vil med på stranden og svømme?” Nogle gange bliver der også inviteret til at spille online sammen. Men mest bruges chatten til at mødes og planlægge aktiviteter i klassen. Det meste er faktisk i kategorien “Skal vi mødes fysisk og lave noget fælles sammen?”

“En stor anbefaling til Oase som klassechat. Næste træk bliver at få forældrene i klassen til at gøre noget tilsvarende,” siger Tue.